Kære læser.   

 

 

Her kort efter juleferien kommer et nyt nummer af Musikbladet, som kan give inspiration til musikundervisningen.

 

 

  

 

Dorte Pretzmann skriver om musikfagets visualisering: 'hvordan kan vi inddrage de taktile, kinæstetiske og visuelle læringsstile i f.eks. musikteori og musikhistorie? ' 

   

 

Til sidst vil jeg henlede opmærksomheden på, at kurset MuseScore 2022 på Odense Katedralskole er blevet flyttet til mandag den 7. februar.

Tilmelding på: https://gymmus.dk/musescore-kursus/   (husk at logge ind)

  

 

En stor tak til alle, der har skrevet indlæg til bladet!

Hvis du går og tænker på noget, som kunne være egnet at bringe i Musikbladet, så skriv endelig til 

 

redaktoer@gymmus.dk   eller  pbp@gefion-gym.dk 

 

 

God læselyst!

 

Venlig hilsen

 

Petur Birgir Petersen 

 

 

 

En søndag eftermiddag i slutningen af maj 2021 optrådte 1g mu/3 fra Aurehøj Gymnasium på KLANG-festivalen i København med en uropførelse af komponist Lars Kyndes værk Fanatisk Fantasi. Værket er bestilt af musikantropolog mm. Eva Fock, er skrevet for de hjemme-/elevbyggede instrumenter Eva bruger i sine projekter, og noteret i et grafisk partitur. Statens Kunstfond og Koda Kultur har støttet tilblivelsen af Fanatisk Fantasi og bygningen af instrumenterne samt videodokumentationen af projektet; se https://earswideopen.dk/ff.html 

 

Jeg var i februar måned blevet spurgt, om jeg ville stille med et musikhold, som kunne spille Fanatisk Fantasi, og jeg slog til med det samme. Dels passede musikken ind i vores emne Dansk musik, dels har jeg altid fundet det meget udbytterigt og aldrig kedeligt at delagtiggøre elever i moderne kompositionsmusik. Det rykker ved elevernes idéer om hvad musik er og ved den underforståede konsensus, at musik kun er til for at give nydelse. At vi helst bare skal beskæftige os med den musik, der ligner musik, vi kender i forvejen.

 

Da jeg introducerede projektet for mit C-hold, havde jeg endnu ikke partituret, og musikken var jo ikke indspillet. Så jeg viste i stedet eleverne en lille video med blæserblæksprutten, et instrument der indgår i slutningen af sidste sats. På det tidspunkt sad vi i hvert vores frimærke på skærmen i musiktimerne, og jeg kunne smugkigge på elevernes ansigter, mens de så videoen. Øjnene blev meget store, og der bredte sig en stemning af blandet munterhed og skepsis. Et par elever fra en klasse, der har fysik, påtog sig efterfølgende opgaven at delagtiggøre de andre på musikholdet i emnet fysik og lyd/klang mm.

 

Første øvedag af to fik eleverne en introduktion til instrumentariet og deres individuelle roller i Fanatisk Fantasi, og vi øvede værket igennem og konstaterede hvilke muligheder og udfordringer, der var undervejs i musikken. Hver elev fik udleveret fem kort, som viste hvad hun/han skulle spille i de fem satser, og så handlede resten om at se op og lade sig dirigere  -  noget, de færreste havde prøvet før. Direktionen var en blanding af traditionel direktion med indsatser, afslag og frasering og af soundpainting-tegn, der kunne vise hvem der skulle spille hvornår og hvordan.  

 

 

 

Anden øvedag var kortene, som udgjorde det for instrumentalstemmer, blevet redigeret og forbedret efter erfaringerne fra første øvedag. Vi spillede denne gang i KU.BE, Frederiksberg kommunes kulturhus, hvor koncerten skulle finde sted to dage senere. Her blev instrumenternes placering i rummet præciseret, og steder i musikken som var for svære til at de kunne fungere -  givet den begrænsede prøvetid -  blev ændret, uden at de musikalske intentioner blev svigtet.

 

På koncertdagen repeterede vi strukturen i de fem satser og holdt en generalprøve med en efterfølgende kort evaluering, bl.a. af elevernes måde at agere på scenen på. Koncerten, som var C-holdets første optræden for et publikum, gik rigtig godt, og et corona-fåtalligt, men entusiastisk publikum bestående af musikfolk samt forældre med børn klappede sig til et ekstranummer i form af en gentagelse af 1. satsen. Bagefter blev Lars og Eva bedt om at fortælle om processen omkring tilblivelsen af værket, og et par af eleverne fortalte om deres oplevelse af at spille musikken.

 

Et par uger inden projekt Fanatisk Fantasi havde musikholdet spillet et pop- og et reggaenummer som gruppesammenspil efter først at have lavet rotation på numrene. Eleverne var ivrige efter at slå sig løs med instrumenter og sang efter al den virtuelle undervisning, men der var også et vist forventningspres. Én gruppe ville helst optræde før en anden, hvori der var en rigtig god sanger, og nogle af pigerne stod ude på toilettet og lagde makeup inden grupperne skulle spille for hinanden.

 

Med projekt Fanatisk Fantasi var det tydeligvis anderledes. Her fik alle roller, de ikke havde prøvet før, og alle fik fem forskellige roller svarende til musikkens fem satser. Alle roller omfattede spil på hjemmebyggede instrumenter, bl.a. 3,6 m. lange strenge, 2 m. brætciter, rørklokker som spilles på overtonerne, lange nedløbsrør som slås for enden eller omdannes til blæseinstrumenter, samstemmende overskårne cykelrør, overskårne fliser, natursten og xylofon, overtonefløjter, glissandofløjter, kæmpetrommer og en masse utraditionelt slagtøj. Enkelte af rollerne handlede om at styre en gruppe instrumenter; f.eks. var der en støjgruppe- hhv. en vinkasseleder. For nogle var det grænseoverskridende at blive udnævnt til leder, men de påtog sig udfordringen og voksede med den. 

 

I elevernes evaluering efter projektet blev det nævnt, at det var sjovt at prøve forskellige funktioner, at få lov at eksperimentere med lyden af det enkelte instrument og ikke mindst at være med til at bestemme udformningen af den enkelte instrumentalstemme i helheden. En stærk elev sagde desuden, at det var spændende at prøve at arbejde med parametrene, f.eks. volumen eller hastighed, mens man samtidig skulle lytte til hvad de andre spillede og give plads for alle.

 

Det har givet stof til eftertanke at deltage i projekt Fanatisk Fantasi, fra elevernes grineflip over de anderledes instrumenter og deres lyd til opførelsen af musikken i en koncert ude i byen.

 

Umiddelbart tænker jeg projektet ind i en sammenhæng, hvori musikfænomenologi og soundpainting også hører hjemme. Musikfænomenologi, som fokuserer på den enkeltes oplevelse af musikken og på at præcisere og uddybe oplevelsen gennem meningsudveksling med andre lyttere, og som skærper lyttesansen, bl.a. fordi den forudsætter, at den lyttende så vidt muligt lægger sine forudindtagede meninger om musikken fra sig. Og soundpainting, der i praksis giver den enkelte musiker/sanger plads til at improvisere inden for nogle afstukne rammer, og som kræver stor lydhørhed overfor resten af ensemblet, samtidig med at der ikke er noget, der er forkert. ”Alt er meningen”, som de siger i DR-pigekoret. Det kan virkelig noget, ikke mindst i forhold til musikelever med begrænsede eller manglende musikalske forudsætninger.

 

Én konklusion er, at jeg helt sikkert en anden gang også vil sige ja, hvis jeg får tilbudt et lignende projekt. Men det er jo ikke hver dag, sådan en chance viser sig, så en anden konklusion er, at jeg vil prøve at flette nogle elementer ind i sammenspilsundervisningen, som på en mindre skala booster elevernes hørelære og lydhørhed overfor de andre i gruppen ligesom Fanatisk Fantasi har gjort.

 

 

 

 

 

 

 

Nyligt hjemvendt fra endnu et inspirerende jubilæumskursus (tak!), har jeg sat mig bag tasterne på opfordring. Hvordan forsøger vi at visualisere faget i vores undervisning? var det centrale spørgsmål som flere af os drøftede i de indlagte huller i kursusplanen og vi havde alle forskellige bud på det. Vi kan nok alle nikke genkendende til, at nogle elever har svært ved at se musikkens teori for sig og mangler nogle håndgribelige redskaber til synliggørelsen. Det har jeg nogle bud på og er således blevet opfordret til at skrive denne artikel om netop det.

 

Der findes utallige inspirerende og lærerige måder at tilgå faget og jeg er sikker på, jeg ikke gør meget anderledes end andre, men nogle af de værktøjer vi anvender, kan måske være med til at inspirere nogle. Det kræver jo nogle gange, at vi tænker ud af boksen for at nå alle elever og netop dér har vi humlen. Forskere og psykologer påpeger til stadighed at læring foregår på mange forskellige måder og ikke to elever lærer ens. Vi har fire perceptuelle strenge; også kaldet læringsstile og normalt vil vores elever have to af de fire som styrkesider. Særligt når der læres nyt og svært stof, kan det være en fordel at tage dem i brug. De fire læringsstile er visuel, auditiv, kinæstetisk og taktil. Udvalget af fagbøger, online værktøjer og læringsspil er stort, og det er ikke så svært for vores fag at være både auditiv og kinæstetisk når vi lytter til og spiller musik, men hvordan kan vi inddrage de taktile, kinæstetiske og visuelle læringsstile i f.eks. musikteori og musikhistorie? Det har jeg gennem årene forsøgt at give svar på i min undervisning og her følger et udvalg af ideer, der måske kan inspirere:

 

Når vi arbejder med intervaller og skalaer er det ofte godt at have tangenterne tæt på. Derfor har vi fastmonteret et lamineret ark på bordene, så eleverne har ubegrænset adgang. Det er således en visualisering der, selv når der ikke arbejdes med teorien, uvilkårligt fanger opmærksomhed fra eleverne. Den taktile del indgår idet øjeblik eleverne begynder at tælle f.eks. halvtonetrin mellem intervaller på tangenterne.   

 

 

 

Kvintcirklen på væggen: '

Flere har sikkert allerede en form for kvintcirkel hængende i musiklokalet, men vi har valgt en whiteboard version, der er magnetisk. Her kan vi både skrive og tegne streger mellem funktioner og akkorder. Derudover har vi store magneter med de harmoniske funktioner påskrevet, hvorved både læreren og eleverne kan indsætte dem. Fordi tavlen hænger tilgængeligt for eleverne, oplever vi, at de selv går til tavlen for at lege med funktionerne. Dermed er den taktile læringsstil igen inddraget også i forståelsen af de harmoniske mønstre.      

 

 

 

 

 

 

Jeg har lavet et læringsspil med opgaver til emnet om soulmusikken, der tager udgangspunkt i bogen Soul – Sort musik i 1960’erne, af Jakob Jensen og Thomas Hammer. Det kan anvendes på flere måder, men særligt differentiering er i højsæde og min foretrukne anvendelsesmetode er stafet, hvor eleverne er delt i to grupper, én efter én løber de afsted efter spørgsmålene, der ligger 5-10 meter henne ad gangen, løber tilbage og stiller spørgsmålene til de andre i gruppen. Alle på holdet, uanset niveau kan være med; ingen står udenfor læringsrummet. Der er tale om et kortspil, hvor spilleren, der stiller spørgsmålet, har direkte adgang til svaret, mens modstanderen skal forsøge at svare. Derfor vil den svage elev, der stiller spørgsmål, men som måske ikke selv kender svaret, alligevel opnå læring gennem legen, hvilket giver stor tilfredsstillelse. Eleven, der kender svaret, vil opnå bekræftelse af allerede kendt viden, hvilket også er en gevinst i læringsrummet.

 

Der er selvfølgelig tale om battles på viden, hvor eleverne stiller og svarer på spørgsmål.  Spørgsmålene, der på forhånd kan klippes ud og lamineres. ligger i materialebanken:

https://gymmus.dk/materialebanken-for-medlemmer/ 

Sti: Fagets metoder -> Fagets visualisering

 

Et sidste, men bestemt vigtigt supplerende element i spillet er, at man for et kort øjeblik samtidig kommer væk fra det mange gange stillesiddende arbejde i klasserummet og får bevæget kroppen, hvormed de kinæstetiske og visuelle læringsstile også er indtænkt i spillet.

 

Soundboxen i plexiglas I arbejdet med visualisering af Soundboxen har jeg igen fokus på eleven, der har behov for læring gennem det taktile og visuelle. Nogle gange kan det være svært at se den analyserede musik, når den opstilles på papiret. Bogen Rockmusik i Tid og Rum af Anders Aare et al, dækker et udmærket afsnit netop om soundbox-modellen og den har jeg igen med flere små laminerede ark og plexiglas bokse gjort håndgribelig for eleverne. De kan sammen i grupper sidde og flytte rundt på glassene, lægge et instrument i glasset, samle flere glas ovenpå hinanden, stille foran og bagved hinanden så både forgrund, baggrund, lagdeling og panorering bliver visualiseret for alle elever.

 

 

 

 

Jeg kunne nævne mange flere måder,

jeg forsøger at gøre undervisningen lettere, sjovere og mere visuel på for eleverne, men jeg håber at de nævnte læringsmetoder kan være inspiration for nogen derude.

 

Fortsat god visualisering derude  

  

 

 

 

 

(Forlaget Canta Libris 2021)

 

 

 

Lydstudiehåndbogen 2 er Karl Pedersens supplement til Lydstudiehåndbogen fra 2014. Den første udgivelse gav et grundigt indblik og praktiske indførelser i lydstudiets mange glæder. Her var fokus på konkrete anvisninger i forbindelse med optagelse af konkrete instrumenter, mixteknikker, effekter m.m. I Lydstudiehåndbogen 2 kobles yderligere teori på emnet og u Der er dermed lagt op til nørderi på relativt højt plan.

 

Sproget er dog behageligt afslappet og begreberne forklares grundigt første gang, de nævnes, så man kan være med. Bøgerne er dermed oplagte til at åbne den store verden omkring optagelse og mix af musik for nybegynderen, men også fuld af præcise definitioner og forklaringer, der vil kunne supplere selv en dreven studierottes viden. Desuden er dette et unikt værk i kraft af, at det er på dansk. Der er skrevet mangt og meget om disse emner på engelsk og internettet er fuld af instruktionsvideoer om tilsvarende emner, men det, at få serveret stoffet så grundigt og velformidlet på dansk, er en sjælden luksus.

 

Man kunne dog enkelte steder have ønsket sig en strammere redaktion og at der var fokuseret lidt mere på formidling og læseglæde end på at ”få det hele med”. Og helt nede i detaljen kan det forvirre øjet lidt, når enkelte passager i teksten er grå (fx s.27 og 28) og når rør-teknologi generelt omtales på dansk (rør), men så pludselig omtales som ”vacuum-tubes” (s.48). Det er dog småting og det skal nævnes, at Karl Pedersen har gjort sig stor umage med at navigere i et sprogligt minefelt, hvor engelske termer i praksis ofte foretrækkes selvom der findes danske udgaver.

 

Det vil føre for vidt at gå ind i samtlige emner, der gennemgås, men her skal fremhæves et enkelt nedslag, som denne læser nød i særlig høj grad. Kapitel 17 omhandler den passive EQ og der gives en kombineret praktisk og teoretisk indføring med fokus på Pultecs EQP, som åbner en lettere dunkel verden og giver helt konkrete anvisninger til, hvordan man kan lave subtile justeringer i klangen på forskellige kilder. Det er meget flot formidling og heldigvis er det ikke kun relevant for de, der har råd til at købe de dyre originaler – EQP’en er nemlig efterlignet både i billigere hardware-kopier og softwareudgaver, fx i Logic Pro.

 

Der refereres ofte til ”de store lydstudier”, og det er tydeligt at disse er baggrunden for Karl Pedersens materiale. I praksis produceres en stigende del af dagens musik nok i virkeligheden i mindre studier, hvis ikke ligefrem ved køkkenbordet eller i soveværelset, så man kan diskutere, om dele af tilgangen kommer til at have en lidt elitær holdning, som kun vil være relevant for de få, der hænger fast i tidligere tiders produktionsmetoder (og budgetter). Langt de fleste teknikker vil dog gå igen i forskellige produktionspraksisser, så indholdet vil være brugbart selvom italesættelsen måske virker lidt bedaget.  

 

Hvad vil den almene musiklærer så kunne bruge denne bog og dens forgænger til? Som samlet værk vil bøgerne i langt de fleste tilfælde være alt for omfattende. Men heldigvis fungerer de godt som opslagsværk og uddrag vil med fordel kunne læses af elever fx i forbindelse med Musikalsk produktionsprojekt. En del kapitler ville også kunne inddrages i forbindelse med undervisning i valgfaget Musik- og lydproduktion. Hvis man som lærer er interesseret i at etablere muligheder for indspilning og mix af musik på skolen er det også et oplagt opslagsværk, som både vil kunne give helt konkrete løsningsforslag og mange timers fornøjelig inspiration.

 

(Gidlunds Förlag 2021)

 

Dette er en forkortet version af en anmeldelse, som kan læses i sin fulde længde i Dansk Musikterapi 2021, 18(2) p 55 - 57: Da jeg i 00’erne underviste i musikpsykologi på AAU, søgte jeg vidt og bredt efter en lærebog, der forenede humanistiske og naturvidenskabelige synsvinkler på musikkens virkning på mennesker. Desværre fandt jeg ingen egnet bog – de allerfleste udgivelser var for naturvidenskabelige. Jeg blev derfor nødt til at skrive en lærebog selv: Musik og menneske. Introduktion til musikpsykologi (2009).

 

 Hvis Alf Gabrielssons nye bog havde eksisteret dengang, kunne jeg have sparet mig besværet. Musikpsykologi er nemlig noget så sjældent som en bred introduktion til emnet, som både tilgodeser de traditionelle naturvidenskabelige aspekter – perception, kognition, emotion – og humanistiske dimensioner: musikoplevelsen, musikpræferencer, musikalsk udvikling og musikkens funktioner i menneskers liv.

 

 Alf Gabrielsson er musikpsykologiens nestor i Norden; i 1978 etablerede han universitetsfaget i Sverige og har siden forsket, undervist og publiceret på både svensk og engelsk. I 1970’erne var han især kendt for sin forskning i rytmeperception, i 80’erne og 90’erne i performance-psykologi, men i de seneste 20 år er det hans forskning i ”stærke musikoplevelser”, der har gjort sig bemærket internationalt.

 

 Bogen opbygning afspejler forfatterens vej gennem emnefeltet. De første 7 af i alt 18 kapitler beskæftiger sig med perception og kognition – altså med akustik/lydlære, med øret og høresansen, og med musikkens grundlæggende elementer (tonehøjde, klangfarve, rytme, melodik og harmonik). Perception, kognition og emotion er røde tråde også i bogens anden del, men her forlader forskeren laboratorie-eksperimenterne og fokuserer på musikoplevelsen, som den kan undersøges, forstås og beskrives biologisk, psykologisk, sociologisk og eksistentielt.

 

Kapitel 8 handler om samspillet mellem menneske og musik i en given kontekst: findes der almene træk ved musikoplevelsen, eller er den individuel, unik?

Kapitel 9 gennemgår de to hovedstandpunkter i musikforståelsen: absolutismen, som hævder at musik ikke henviser til noget i den ydre verden, og referentialismen, som hævder at musik direkte eller indirekte refererer til fænomener i verden omkring den (og lytteren), fx følelser, psykologiske forhold, menneskelige relationer eller kulturelle normer og identitetsdannelse.

Kapitel 10 beskæftiger sig med almene træk ved musikoplevelsen, dvs hvordan krop og bevidsthed reagerer på musik og hvordan følelser aktiveres gennem forskellige typer sanseoplevelser.

Kapitel 11 fokuserer på ”stærke musikoplevelser” og byder på en sammenfatning af Gabrielssons mangeårige forskning, som er baseret på lytteres fortællinger om oplevelser, der har gjort en afgørende forskel i deres liv.

Kapitel 12 handler om musikpræferencer, altså om hvordan vi udvikler ”smag” for særlige genrer eller stilarter, og hvilken rolle personlighedstræk og social kontekst spiller i den forbindelse.

I kapitel 13 fokuseres der på musikere og deres måde at udtrykke sig på og fortolke eksisterende musik på – ved at spille eller synge den. Også her spiller personlige og sociale faktorer en rolle.

Kapitel 14 handler om komposition af musik og løfter sløret for det, der foregår i såvel den ensomme komponists arbejdsværelse som i mere kollektive og industrialiserede processer. I kapitel 15 skitseres en musikalsk udviklingspsykologi, med fokus på barndom og ungdom.

Musikalitets-begrebet diskuteres i kap. 16, ”Personlighed og identitet” i det korte kapitel 17, og i det afsluttende kapitel 18 behandles ”Musikkens funktioner”, herunder baggrundsmusik, musikterapi, og musik og sundhed.  

 

I både den naturvidenskabelige og den humanistisk-samfundsvidenskabelige del af bogen er Gabrielsson helt up to date med referencer til den nyeste forskning. Den over 30 sider lange litteraturliste er en guldgrube i sig selv. Bogen kan derfor både anvendes af musikstuderende og af praktiserende musikpædagoger, -terapeuter og musikere med interesse for alt det, der udgør fundamentet for deres virksomhed. Her taler en stemme med autoriet – men samtidig en stemme tilhørende en forfatter, der gennem et langt liv har bevaret sin åbenhed og nysgerrighed over for et komplekst og sammensat emnefelt.