Kære læser.   

 

 

Her kort efter sommerferien kommer et nyt nummer af Musikbladet, som kan give inspiration til musikundervisningen.

 

 

    

 

 

Sluttelig anmelder Jeppe Nilaus Larsen bogen Mart Tiemensma (red.): Kunstneriske fag og idræt – fagdidaktisk set:

'Udgivelsen ”Kunstneriske fag og idræt – fagdidaktisk set” er ikke umiddelbart en bog man bruger i undervisningen, men nærmere en bog, som belyser mere abstrakte forhold om undervisning, både i de enkelte kunstneriske fag og idræt, men også fagene imellem.' ... ' Nicolas Marinos og Merete Wendler har forfattet de musikfaglige kommentarer i 2 af bogens kapitler.'  

  

 

En stor tak til alle, der har skrevet indlæg til bladet!

  

 

God læselyst. 

 

Venlig hilsen

 

Petur Birgir Petersen 

Videncenter for musik i Region Midtjylland og VIA University College har i 2021 lavet en forundersøgelse af forholdene for musikundervisning i regionen, og det er på mange måder nedslående læsning.  

 

Skrevet af Sebastian Strabo Svendsen, lektor i musik og dansk ved Nærum Gymnasium (denne artikel er et udtryk for min personlige opfattelse og er ikke forfattet i kraft af mit hverv som fagkonsulent for musikfaget i gymnasieskolen).   

 

Forundersøgelsen viser en ”markant vigende søgning til musikfaget” på de fleste uddannelsesniveauer fra folkeskole til universitet. På baggrund af Holgersen og Holsts undersøgelse af ”Musikfaget i undervisning og uddannelse” fra 2020 (udgivet af DPU) har forfatterne Sten Lembcke og Erik Heiberg Lyhne fra VIA University College samt Lars-Ole Vestergaard fra Videncenter for musik i Region Midtjylland undersøgt tilstandene i regionen med både kvantitative spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews. Som i Holgersen og Holsts udgivelse undersøges fødekædens organisationer én for én. Det gælder folkeskoler, musik- og kulturskoler, gymnasier, VIA læreruddannelsen, VIA pædagoguddannelsen, Det jyske musikkonservatorium og Musikvidenskab ved Aarhus Universitet.  

 

Mange af forundersøgelsens resultater flugter med konklusionerne i Holgersen og Holsts undersøgelse. Tilgangen til musikfaget er faldende på alle niveauer og en stigende polarisering mellem a- og b-skoler/institutioner iagttages. Musiklivet styrkes udvalgte steder, mens det sygner hen især uden for de store byer. På læreruddannelsen ses på landsplan et markant fald i mængden af dimittender med undervisningskompetence i musik. Fødekædens problem er manglende kvalificerede musikundervisere, og en del børn og unge oplever dermed ikke den kultur, musikken kan (være med til at) skabe. En del af problematikken er også, at det især er praktiske musikfærdigheder, som nedprioriteres på uddannelserne. De studerende føler sig dermed ikke klædt på til at undervise i musikfaget.  

 

Ifølge forundersøgelsen er der ikke en eneste folkeskolelærer i Region Midtjylland, der har været på kompetencegivende efteruddannelse i VIA's Kompetenceløft i Undervisningsfag (Kompetenceløft i undervisningsfag (KiU) er en efteruddannelse, som giver mulighed for, at lærere kan opnå formel kompetence i fag, de allerede har undervisningserfaring i, eller en mulighed for, at erfarne lærere kan læse et nyt linjefag. Kompetenceløft i undervisningsfag er støttet af A.P. Møller Fonden). Derudover har forundersøgelsen afdækket et mørketal i kompetencedækningen i musikfaget i folkeskolen, da forskernes og musiklærernes erfaringer modsiger de officielle tal: i 2016-2017 99% kompetencedækning i musikfaget. Forundersøgelsen oplyser, at kompetencedækning i praksis dækker alt fra et helt linjefag til lille kursus på seks gange fem timer. Herudover er det ikke alle folkeskoler, der lever op til det anbefalede timetal i faget. I forhold til det lovpligtige samarbejde mellem folkeskoler og musikskoler er dette de fleste steder ikke reelt etableret endnu (lovpligtigt fra 2014). Ofte står musikskolen for hele musikundervisningen – som ellers fungerer bedst, når folkeskolelæreren (didaktikeren) er med. Musikskolelærerne savner pædagogiske kompetencer, og et udslag af denne problematik er det nyoprettede TeoMus, teoretisk pædagogikum for musikskolelærere på Syddansk Universitet.  

 

Fremtiden ser ikke nødvendigvis lys ud for kvalificerede musiklærere i folkeskolen, da andelen af lærerstuderende med linjefag i musik som nævnt er faldende: i Aarhus 3,4% i 2017 og 6,7% i 2019 – tidligere var der 15-20%. På landsplan har udviklingen i dimittender med musik som undervisningsfag taget et dyk fra 2006 til 2020:  

 

141 (2020)  

 

I 2020 var antallet af folkeskoler på landsplan ifølge uvm.dk 1063. Det giver 0,14 nyuddannet musiklærer pr. folkeskole (forudsat at de alle søger job i folkeskolen – der var i 2020 også 547 friskoler og private grundskoler samt 243 efterskoler og 121 specialskoler).  

Muligheder for at styrke musikundervisningen

Forundersøgelsen konkluderer, at muligheden for at styrke musikundervisningen især findes i samarbejdet på tværs af institutioner. I sig selv er det en fin idé, og undersøgelsen påpeger, at meget samarbejde allerede finder sted med succes især i form af brobygningsaktiviteter. Forundersøgelsen påpeger dog også, at samarbejdet ofte er udsat, fordi det typisk er båret af enkelte ildsjæle og midlertidige fondsmidler. Min egen oplevelse af tværinstitutionelt samarbejde er, at den gode intention ofte taber til hverdagen. Ofte angiver kolleger mængden af arbejdsopgaver som et alvorligt benspænd, og det kan give forundersøgelsens ønsker til fremtiden en dårlig start, hvis de udelukkende baseres på ildsjælenes indsats. Det ville derfor være interessant med konkrete tiltag, som styrker fagenes position og fagligheden på og mellem institutionerne, så de gode intentioner ikke strander på manglende overskud.

 

Forundersøgelsens forfattere opstiller række handlingsorienterede verber: udvikle, opstille, afprøve, skabe, igangsætte, opdatere, gentænke. Alle disse verber viser, at initiativ skal bryde den negative spiral, og hvem har mere initiativ end os musikundervisere i gymnasieskolen? Jeg tror, vi gymnasiemusiklærere skal være endnu bedre til at italesætte, hvilke brugbare kompetencer musikfaget giver (jf. fx studie- og karrierelæringsspillet på emuen), og så er der ingen vej udenom, at engagement smitter. Koncerter, korrejser, musicals, teaterkoncerter, institutionelle mærkedage, fester mm. Jo mere vi skaber med musikken, des mere attraktivt er faget. Flere bliver begejstrede for faget, vælger at uddanne sig inden for det, have det som profession og give stafetten videre.  

 

Selvom vi er mange engagerede aktører i musikundervisningen på landsplan, peger forundersøgelsen også på nødvendigheden af strukturelle forandringer. Ifølge en pressemeddelelse i anledning af publiceringen af forundersøgelsen vil VIA og Videnscenter for musik kontakte politikerne i Region Midtjylland, Børne- og Undervisningsministeriet samt Uddannelses-og Forskningsministeriet for at fremhæve behovet for langsigtede indsatser, der sikrer flere uddannede musikundervisere i hele Danmark. Det er særdeles prisværdigt, hvis disse tiltag fører til ændring af rammevilkårene på uddannelserne, for som det konkluderes i forundersøgelsen: ”Det er vanskeligt at se, at det ikke er prioriteringen i uddannelsesreformerne og de tildelte ressourcer, som er problemet. Engagementet lader til at være der, og når man bare én gang har set, hvor meget fx en musical- eller koncertperformance løfter de unge, hvor store smil det giver ... "

 

 

 

Det så lovende ud for musikfaget i læreruddannelsen, da læreruddannelsesloven af 1966 blev gennemført.

Man brød med uddannelsens tidligere højskolepræg. Eksamen blev indført og mødepligten afskaffet. Der blev stillet højere faglige krav, givet videnskabscentreret undervisning og den pædagogisk- teoretiske side af  faget blev betonet mere.

De studerende skulle vælge to linjefag, og i de første år under denne lov valgte ca. 15% af de studerende Musik  som det ene. Der blev i hele forløbet undervist i hovedinstrument ( man søgte virkelig at imødekomme de studerendes ønsker på dette område) i brugsklaver og solosang, alt sammen individuelt, og på hold i hørelære, musikkundskab, satslære og fagdidaktik samt praktisk arbejde med musikpædagogik. På studiets første år kunne de studerende vælge et  grunduddannelsesfag i musik, som direkte sigtede imod at kunne forestå musikalsk aktivitet i skolens mindste klasser, hvilket naturligvis var kvalificerende i forhold til at vælge linjefaget. Desuden tilbød man instrumentalundervisning til alle studerende, som ønskede det, og korsang og sammenspil for alle interesserede. Linjefaget blev startet på 2. år af uddannelsen og blev tilbudt i resten af studieforløbet, d.v.s. i  2½ år med mulighed for forlængelse til tre år.

Mange talte på dette tidspunkt for at lave en optagelsesprøve til linjefaget, for at sikre et fornuftigt indgangsniveau. Det forekommer naturligvis helt rimeligt og fornuftigt, men viste sig ikke at kunne gennemføres!  

 

Siden da er der gennemført en række nye love om læreruddannelse, og næsten hver gang har det betydet kraftige nedskæringer af musikfaget. 1997 loven betød at de studerende skulle vælge fire  linjefag i stedet for to og bachelorprojektet blev indført. Valgfaget Musik på 1. del bortfaldt, hvilket betød en svækkelse af de linjefagsstuderendes indgangsniveau. Hertil kom, at linjefagenes timetal blev reduceret for at få plads til fire fag.  

 

Samtidig begynder Pisa-målingerne og nye systemteoretiske teorier om undervisning og pædagogik at trænge sig på. Disse målinger og teorier udmærker sig ved at være fuldstændig uden forbindelse med og sammenhæng til de antagelser og normer, som hidtil har været grundlaget for uddannelsesbeslutninger i Danmark.

Denne tænkning får i 2010erne større og større betydning. Lars Løkke taler om sin drøm ” at danske børn i 2020 skal være blandt top-5 internationalt i læsning, matematik og naturfag”  og vi oplever Helge Sanders herostratisk  berømte: ”Fra forskning til faktura”. Hele denne udvikling betyder, at man tillægger humaniora og kunstneriske fag mindre, ja ingen betydning.  

 

Den gennemføres med henblik på at ”styrke” fagene Dansk, Matematik og Naturfag. Uddannelsen foregår nu på Professionshøjskoler og man laver en opdeling af linjefagene i store og små. Store er Dansk, matematik ,Naturfag, Engelsk, Historie og Idræt alle omfatter de 1,2 årsværk. De andre fag, her iblandt Musik, omfatter 0,6 årsværk. De studerende skal vælge Dansk, Matematik eller Naturfag.  Dernæst kan de yderligere vælge et til stort fag, altså Engelsk, historie eller Idræt eller to små blandt de fag, som er tilbage. Det betyder  bindinger, som resulterer i, at man ikke kan læse Engelsk, Historie eller Idræt sammen med et af de små fag, og derfor er der meget få studerende tilbage til at vælge f.eks. Musik.  

 

I publikationen fra DPU ”Musikfaget i undervisning og uddannelse: Status og perspektiv 2010” skriver redaktøren professor Frede V. Nielsen generelt om musikfagets situation: ”Samlet set er det et overvældende billede af reduktion på så at sige alle fronter, der tegner sig. På nogle områder er der tale om forhold, der må karakteriseres som ødelæggende.”  Det skrev han i 2010!!    

 

Betegnelsen „linjefag“ blev erstattet af betegnelsen „undervisningsfag“ for at tydeliggøre fagets mål:  At uddanne til, at man kan undervise i faget. Udgangspunktet var, at den studerende skulle vælge tre undervisningsfag, og bindingerne fra 2006-loven blev ophævet, således at alle studerende nu kunne vælge musik. Forhåbninger om at flere studerende ville vælge faget, er dog gjort til skamme, og i stedet har der været en voldsom nedgang i antallet af studerende med musik som undervisningsfag. Censorformanden i musik skriver i censorformandsskabets årsrapport fra 2018: „Antallet af dimittender er 125 i undervisningsfaget musik. Dette er en nedgang i antallet af dimittender. I 2015 var der 205, i 2016 – 176, i 2017 – 152 dimittender.”

 

Siden 2013-lovens indførelse er der sket yderligere nedskæringer på grund af de årlige to procent besparelser og fordi professionshøjskolerne har valgt at nedprioritere fagets omfang , typisk til 30 ECTS point selvom der er afsat 140 ECTS point i alt til de tre undervisningsfag, der kan vælges. Det betyder at faget normalt gennemføres i løbet af et år. Hertil kommer at den individuelle undervisning i sang og klaver er enten kraftigt reduceret eller helt bortfaldet.  

 

Efter at søgningen til faget  i årene efter 1966-lovens implementering  lå på 13-15 %, er den nu faldet til omkring 5 %. Det skyldes formentlig især det helt latterlige undervisningstilbud. Det må stå tindrende klart for enhver, der er ved sin fornufts fulde brug,  at lærere uddannet efter denne ordning ikke er kvalificerede til at varetage musikundervisning i folkeskolen eller for den sags skyld noget andet sted.   

 

Nogle politikere er i løbet af det sidste par år blevet klar over tingenes elendige tilstand, og blandt andre har professor emeritus Inge Marstal, fhv. rektor Anette Faaborg, fhv. musikskoleleder Jens Due og  undertegnede, pensioneret seminarielektor Palle Jespersen i skrift og tale og ved møder og dialog med Folketingets Uddannelsesudvalg gjort opmærksom på problemerne. Det har tilsyneladende båret frugt, idet uddannelsesudvalget har skrevet følgende i reformaftalen vedtaget d. 13. september 2022 (stk.52):  

”Folkeskolen skal have dygtige musiklærere. Derfor er der behov for at hæve det faglige niveau i musikfaget på læreruddannelsen. Professionshøjskolerne skal fremover vurdere, om den enkelte studerende uden musik på mindst B-niveau har de nødvendige adgangsforudsætninger – med særligt fokus på niveauet i sang og akkompagnement. Professionshøjskolerne skal basere vurderingen af den studerendes forudgående kvalifikationer på en praktisk afprøvning. Aftalepartierne vil følge med i effekten, herunder på baggrund af en vurdering fra censorformandskabet. Efter første gennemløb af uddannelsen vil aftalepartierne tage spørgsmålet om adgangsniveauet op igen med henblik på en eventuel skærpelse af det specifikke adgangskrav til musik.”

 

Man er altså indstillet på at hæve adgangskravet, hvilket er godt, men det løser jo ikke det presserende problem med den lave tilgang af studerende til faget og de katastrofale vilkår, som man byder de studerende.

 

 

 

 

Mandag morgen kl. 11 bliver hård, for vi har vænnet os til at mødes på bar- og spillestedet Buffa’s på netop det tidspunkt for her at blive præsenteret for de bedste musikere, New Orleans har at tilbyde. Det siger selvsagt ikke så lidt, når man taler om en by, hvor der i det franske kvarter står gode musikere og spiller på nærmest hvert gadehjørne. 

 

Endelig kom vi afsted, efter at corona havde udskudt også denne tur og nær havde lagt den ned igen. Jeg havde personligt ikke for alvor turdet glæde mig, indtil jeg dagen inden afgang kunne konstatere, at testen var negativ og forundret udbryde, at jeg skulle til New Orleans. Også byen og dens musikere er mærket af virussen, som den igen er ved at vågne fra iført mundbind og med færre penge på lommen, end den plejer. ”Tip the musicians and the bar people. They’re struggling”, som vores værtinde på Buffa’s belærte os.   

Musikken

Men hvad er det der New Orleans-musik så egentlig for noget? Vi er blevet præsenteret for en meget forskelligartet gumbo af musik og har selv opsøgt endnu mere. Det mest iøjnefaldende fællestræk er, at musikerne alle har været utrolig udadvendte i deres optræden. Der er intensitet i musikken – uanset om den, som det oftest har været tilfældet, har knald på, eller om den er mere inderlig. Musikerne vil gerne underholde og fyre den af, imens de hygger sig i hinandens selskab.

 

Vi er heller ikke færdige med at fordøje alle oplevelserne endnu, så når jeg er gået med til at skrive om, hvad vi kan tage med os fra rejsekurset til vores musikundervisning, føler jeg mig ikke klar til at besvare det spørgsmål endnu. Heller ikke selvom musikerne med glæde besvarede alle de spørgsmål, Esben Just blev ved med at insistere på, at vi stillede. Der skal først udvikles materialer og struktureres. Men jeg vil helt sikkert kunne udtale mig med større overbevisning, når mine elever skal arbejde med første afsnit af serien Treme i forbindelse med SRO. I stedet vil jeg her kort præsentere noget af den musik, vi har mødt, og give forslag til, hvad man kan lytte til.  

 

Solopiano-musikoplæg ved Tom McDermott, hvor vi hørte om den tidlige New Orleans musiks inspiration fra Cuba og Brasilien med eksempler fra bl.a. Jelly Roll Morton og Scott Joplin. McDermott viste også en del af udviklingen i New Orleans’ klaverstil. I anden del fik han selskab af Aurora Nealand på sopransax/klarinet og sang. De to var sammen en fantastisk oplevelse, og de fleste af os opsøgte senere på ugen klubben The Spotted Cat, hvor Nealand skulle spille med en anden besætning. Både det ene og andet sted mødte vi musikere, der spillede med stor lidenskabelighed og indlevelse i historien.

 

I det hele taget er der et stort fællesrepertoire, som mange af musikerne kan spille. Det oplevede vi, da et af de fantastiske line-ups fra Preservation Hall kiggede forbi Buffa’s et par dage efter. Her styrede den erfarne Shannon Powell, som vi mødte flere gange, bag trommerne det mest velspillende trad-jazz-orkester, jeg nogensinde har hørt. Frontlinen bestod af en træt (kl. 11 er tidligt), men alligevel storswingende Kevin Lewis på trompet, danskfødte Christian Winther på klarinet og sax og sindssygt charmerende og dansende Ronell Johnson på basun. De viste forskellige facetter af samspil, fx den kollektive improvisation med trompeten i midten, fraseringer i klarinetten over og tailgaiting i basunen samt solospil i særklasse. De blev bakket op af bundsolidt basspil fra Kerry Lewis og Dan Vappie på guitar/banjo. Sidstnævnte viste også i et soloindslag, hvor mange nuancer man egentlig kan få ud af en banjo i New Orleans. Og nå ja, så kunne de selvfølgelig også synge.   

 

 

YouTube: Preservation Hall Foundation har en række gode lessons-videoer, hvor de præsenterer forskellige aspekter ved musikken   

 

 

 

Senere var Kevin Lewis og Ronell Jackson (nu på sousafon) tilbage som en del af et brassband-lineup, hvor basunisten Craig Klein tog os igennem brassbandhistorien fra rags over r’n’b til funk. Bag sig havde de ”the best drum team in the universe”, Tanio Hingle og Kerry ”Fatman” Hunter, på henholdsvis stortromme og lilletromme. På klarinetten var det denne gang Bruce Brackman, der gav den gas. Her fik vi udvidet horisonten for, hvor vildt brassbandmusik kan swinge og groove. Særligt de sidste mere ostinatbaserede numre, de spillede, adskilte de to lineups.

 

Lytteforslag: Various Artists: Ultimate New Orleans Brass Second Line Funk!   

 

I den mere moderne ende af programmet var tre musikere, der bl.a. er kendt fra Astral Project, men i øvrigt ligesom alle de andre spiller på kryds og tværs med gud og hvermand. Fx var bassisten James Singleton på The Spotted Cat sammen med Aurora Nealand. Denne formiddag gav han sammen med trommeslageren Johnny Vidachovich og pianisten David Torkanowsky en lektion i, at man skal kende alle genrerne for derefter at glemme alle grænser og bare spille. Vi fik fx at høre hvor kort vej, der kan være fra bebop til funk, og at det kan give fint mening at spille med distortion og looppedal i triojazz. Lytteforslag: Astral Project: Blue Streak, David Torkanowsky: Steppin’ out Blandt publikum var Tom McDermott og pianist/sanger Jon Cleary. Sidstnævnte havde flere af os hørt udfolde sig på spillestedet Tipitina’s tidligere på turen. De ville ikke gå glip af muligheden for at høre de tre musikere. Cleary gav også et par af sine numre med Singleton og Vidachovich, og det var ikke kun ham selv, der havde svært ved at sidde stille, når han spillede.

 

Lytteforslag: Jon Cleary: Mon Hippa (live)    

 

Det var blot noget af al den musik, der blev fyldt i ørerne på de ti dages tur til New Orleans. Det er jo fantastisk at være i en by, hvor der er så stort et udvalg i forhold til musik – personligt fik jeg også fx hørt old school-hiphop, mardigras-indianere og en del funk.  

 

Kulturen

Vi fik i løbet af de dage, vi var der et mere nuanceret indblik i den amerikanske kultur. Også New Orleans er en by i udvikling, og en del af de fattige, sorte kvarterer er ved at blive opkøbt af hvid middelklasse. Vi havde to rundvisninger, der klart viste at raceproblemer ikke er et overstået kapitel i USA. Den første var med dansk/amerikanske Mikela Iversen, der meget passioneret viste os den sorte amerikanske historie. Den anden var med DJ Davis, der ved alt om New Orleans-musik og byens udvikling. Og ja, det er ham, der danner udgangspunkt for karakteren af samme navn i serien Treme – og han er lige så rodet og impulsiv i virkeligheden, som han fremstilles i serien.

 

Vi nåede også at møde en mardigras-indianerchief, og det var et møde med en personlighed og en kultur, som en del havde ret svært ved at forstå, men der var nok at tage fat i, hvis man var religionslærer. Fx hørte vi om hans initiering som chief, om hierarkiet og om en del mirakler.

 

I det hele taget var byen ved at lade op til Mardigras, så der var mange parader med alt, hvad det indebærer af udsmykkede lastbiler, hvorfra der bliver kastet tonsvis af plastikperler og andet plastik, brassbands, dansere og udklædte folk – og hunde. De er skøre, de amerikanere.

 

De sidste tre aftener blev brugt i Christian Unity Baptist Church, hvor vi iført vores stiveste puds havde fået lov at indgå i deres fejring af Black History Month. Her sang vi selv lidt nordisk, lidt afrikansk og en dansk udgave af gospel. Den ægte vare fik vi hørt fra The Moses Hogan Choir, der var fløjet ind for at synge selv og sammen med os på to fællesnumre. Det var en stor oplevelse at være med til.

 

Til sidst skal lyde en kæmpe tak til alle, der har været med til at muliggøre en uforglemmelig tur og ikke mindst alle, der var med. Der har været mange hyggelige snakke, gode middage og en enkelt drink.

 

Fred i dalen (som Esben Just har afsluttet samtlige skrivelser)

 

 

(forlaget Canta Libris 2022)

 

Vil du kombinere den klassiske sammenspilsundervisning med et forløb om musikproduktion og i samme ombæring opkvalificere dine elevers kompetencer inden for soundanalyse? Så læs med her:

 

 

Arbejdet med såvel musikproduktion som sound, har vi som musiklærere i gymnasieskolen måske haft en tendens til at nedprioritere, på trods af emnernes særdeles store relevans i den aktuelle musikkultur som vi selv og vores elever er en del af. Der er flere årsager til denne nedprioritering. Det er en tidskrævende proces, som kan være svær få plads til mellem fagets skriftlige discipliner, diverse skolekoncerter, og meget andet. Men også elever og læreres meget forskelligartede forhåndskundskaber, kan være årsager.   

 

Simon Juul Hyldgaard og Karl Petersens bog Musikproduktion og Sound tilbyder en løsning, som måske kan være medvirkende til at gøre disse emner mere overskuelige i en travl hverdag.   

 

Bogen består af fire kapitler. Det første, “Indspilning af musik på computer”, gennemgår kortfattet indspilningsprocessens forskellige faser på et niveau, hvor alle kan være med. Kapitels fokus er “Live-i-studiet”-metoden, men også andre indspilningsmetoder som lagkagemetoden og producermetoden (programmering) beskrives kort. “Live-i-studiet”-metoden er formentlig prioriteret, da det er den mindst tidskrævende, og fordi den bygger bro til almindelig sammenspilsundervisning. Alt fra opsætning af lydkort, over gain til band- og mikrofonopstilling gennemgås. Bogen har valgt at anvende programmet Reaper, da det er et gratis program, som alle har adgang til og som kan anvendes på både PC og mac. Undervejs i kapitlet linkes der via QR-koder til instruktionsvideoer, der i detaljen viser, hvordan arbejdet i Reaper udføres i praksis.  

 

I bogens andet kapitel, “Produktion”, guides læseren igennem mix-processens enkelte dele, ligeledes i det kortfattede pixi-format. Her forklares det, hvorledes optagelsen afbalanceres og optimeres ved hjælp af balancering, panorering, equalizing, rumklang og kompressor. Igen linkes der via QR-koder til videoer som tilbundsgående viser, hvordan dette arbejde udføres i Reaper.   

 

Kapitel 3, “Fra fonograf til laptop” er bogens længste kapitel, og her skifter den karakter fra at være hands-on-orienteret til at være mere nørdet. Begyndende med Edison’s fonograf fra 1877 er kapitlet en historisk gennemgang af musikteknologi, indspilningsmetoder o.m.a., med fokus på, hvordan den teknologiske udvikling har præget musikkens udtryk igennem tiden. Vægten er på årtierne fra 1950 og frem. Endvidere indeholder kapitlet delanalyser af udvalgte klassikere, som fx Queens “Bohemian Rhapsody (1975).  

 

I bogens sidste kapitel, “Soundanalyse”, trækkes der linjer fra den praktisk-musikalske erfaring eleverne har med indspilning og produktion fra kapitel 1 og 2 til musikfagets analytiske discipliner. Her gennemgår forfatterne analytiske overvejelser om både instrumentalsound (spilleteknik, instrumentale karakteristika, forstærkning o.a.) og ensemble sound - instrumenternes placering og fylde i forhold til hinanden i det samlede lydbillede. Til sidst nævnte disciplin anvendes soundbokse som grafisk repræsentation, og som vi kender fra bogen Rockmusik i tid og rum. Kapitlet rummer underafsnit om de enkelte instrumenters sound og de produktionsmæssige perspektiver, der knytter sig til disse. Således er kapitel et meget komplet bud på en fremgangsmåde til sound- og produktionsanalyse.  

 

Samlet set formår bogen i et enkelt sprog og ganske kortfattet at formidle et emne som måske for mange både lærere og elever har forekommet uoverskueligt og kompliceret. Den er rigt illustreret og dens kortfattethed (i alt 97 sider), QR-koder til instruktionsvideoer og forskellige elevopgaver undervejs medvirker til, at den nem at gå til, inspirerende og overskuelig for alle. Ønsker man at arbejde med

 

 

(Eget forlag 2022)

 

 

 

 

 

 

Med bogen Varm op får korlederen ”… lege og øvelser, der varmer kroppen, stemmen, hjertet og hjernen op og bringer personer i alle aldre tættere på hinanden gennem sang, musik og bevægelse.” Sådan står der i bogens indledning, og bogen holder, hvad den lover.

 

De to rutinerede korledere og -sangere med baggrund i det stærke århusianske kormiljø, Tine Fris-Ronsfeldt og Kristoffer Fynbo Thorning, formår med den lille gule bog at komme ud i alle hjørner af koropvarmningen. De åbner samtidig korlederens øjne for det potentiale den gode koropvarmning rummer for at skabe sangglæde, tryghed, selvværd, fællesskab og sammenhold. Layoutet er lækkert og kvaliteten er høj med ringe i ryggen, så bogen let kan stå på et klaver eller et nodestativ.  

 

Varm op er et gennemarbejdet materiale med en guldgrube af opvarmningsøvelser, der er beskrevet i et forståeligt sprog med illustrative tegninger og QR-koder til videoer, hvor mange af øvelserne bliver demonstreret. Dertil kommer indspillede klavertracks. For den rutinerede korleder vil nogle af øvelserne være kendt på forhånd, men en stor del af øvelserne vil være nye for de fleste. De klassiske korøvelser puster forfatterne nyt liv i ved at variere dem på nye måder. Samtidig forklarer de kort og præcist, hvad formålet med de forskellige øvelser er.  

 

Det er tydeligt, at de to forfattere ønsker en mere reflekteret tilgang til opvarmningen end den, man til tider møder, hvor korsangerne sættes til at synge skalaer og treklange i en uendelighed med det eneste mål at synge så lyst eller dybt som muligt. Der bliver både redegjort for Csikszentmihalys flow-teori og reflekteret over musikken som henholdsvis mål og middel (Klafki), ligesom forskellige metoder – Jim Daus Hjernøes Vocal painting og Cathrine Sadolins forskellige sangteknikker (CVT) – gennemgås.  

 

Forfatterne har inddelt koropvarmningen i fem trin: 1) Bryd isen, 2) Krop, vejrtrækning og støtte, 3) Vækning af stemmen 4) Syn(g)ergi og 5) Fokus. En del af kapitlerne har underkapitler, hvor der fx arbejdes med ambitus, at synge i 3D (CVT), rytme, pitch, lyd, ind- og udtryk, samt performance - alle kapitler med 10-15 forskellige øvelser til det specifikke fokus. Sidst i bogen er der forslag til over 20 opvarmningsprogrammer, så der ikke længere er en undskyldning for at lave ensformig koropvarmning. Der er et stort antal fede flerstemmige opvarmningsøvelser, der egner sig til at repetere i flow med forskellige variationer. Til øvelserne er der transponeringsskemaer, så også de, der ikke kan transponere i hovedet, har en chance for at være med.  

 

Jeg er ikke i tvivl om, at Varm op bliver en bog jeg vil besøge jævnligt fremover for at søge ny inspiration og sikre fornyelse og kvalitet i min egen koropvarmning. Materialet er kærkomment og brugervenligt og det udvidede fokus, hvor koropvarmningen også handler om fællesskab, tryghed, selvværd og sammenhold, har jeg kun sjældent mødt i lignende undervisningsmateriale. Derfor er Varm op en bog, der i mine øjne vil kunne gøre gavn i enhver korleders værktøjskasse og jeg er sikker på, at den lille, lækre, gule bog vil bidrage til stor sangglæde rundt omkring i det danske korlandskab. 

 

 

 

 

 

 

Jeppe Nilaus Larsen anmelder bogen

Mart Tiemensma (red.):

Kunstneriske fag og idræt – fagdidaktisk set

(Frydenlund. 2022)

 

 

 

 

 

 Udgivelsen ”Kunstneriske fag og idræt – fagdidaktisk set” er ikke umiddelbart en bog man bruger i undervisningen, men nærmere en bog, som belyser mere abstrakte forhold om undervisning, både i de enkelte kunstneriske fag og idræt, men også fagene imellem. Således skrives i hvert kapitel et teoretisk indlæg med udgangspunkt i et af de kunstneriske fag eller idræt. Herefter kommenteres indlægget med udgangspunkt i et af de andre fag. Bogens redaktør Mark Tiemensma skriver i indledningen at ”ideen med bogen er på den ene side netop at fokusere på de emner, som i dag diskuteres eller burde diskuteres i de specifikke kunstneriske fagdidaktiske kredse. På den anden side prøver vi med bogen at finde ud af, hvad de forskellige kunstneriske fags og idræts fagdidaktikker har tilfælles, eller netop hvad der adskiller dem.”

 

Nicolas Marinos og Merete Wendler har forfattet de musikfaglige kommentarer i 2 af bogens kapitler.

 

Nicolas’ kommentar er til kapitlet ”Appen, bolden og kroppen: Læremidler i idrætsfaget – hvad er det?”. Selve kapitlet bringer en analyse af læremidler i idrætsfaget på flere niveauer. Først beskrives forskellige typer af lærermidler – didaktiske, semantiske og funktionelle læremidler. De to sidste samles i betegnelsen kontekstuelle læremidler, altså læremidler som først bliver til læremidler i den undervisningsmæssige kontekst. Forskningen i læremidler deler sig mellem 3 analytiske tilgange; den procesorienterede tilgang, den receptionsorienterede tilgang og den produktorienterede tilgang. I artiklen fokuseres efterfølgende på den produktorienterede tilgang, som kan undersøges gennem spørgsmål til kontekst, karakteristik repræsentation og mål i forhold til det aktuelle læremiddel. Herefter udfolder forfatteren Annemari Munk Svendsen en analyse af tre forskellige læremidler i idræt, nemlig træningsappen Strava, bolden og kroppen.

 

Nicolas kobler denne idrætsfaglige analyse af kontekstuelle læremidler i et produktorienteret perspektiv til musikfaget ved at perspektivere til app, bold og krop til nodeskrivningsprogram, klaver og krop. Kommentaren er relativ kort og Nicolas holder sig til at kommentere på nodeskrivningsprogrammet som læremiddel i musikundervisningen. Bogen formål med at bringe emner på banen, som man diskuterer eller måske burde diskutere rammes fint ind af Nicolas’ sidste bemærkning: ”Og spørgsmålet er, om nodeskrivningsprogrammer og noder i det hele taget ikke med større ret skal opfattes som et læremiddel frem for selve værket eller en repræsentation. Men sidder jo ikke i sofaen og nyder et nodebillede”. Nodeskrivningsprogrammet vil ligesom at træningsappen anlægger et særligt syn på kropslige praksisser,  anlægge et særligt syn på musikalsk praksis. Musik bliver noget der ses og ikke høres.

 

Meretes kommentar er til kapitlet ”Sansning er ikke læsning – hvordan inddrages sansning i billedkunst- eller designundervisning”.

 

Kapitlet er skrevet af Mark Tiemensma som indledningsvis stiller spørgsmålet, hvordan man kan tale om smag i undervisningen, vel vidende at vi ikke alle har samme smag at tale ud fra. Her er sansningen vigtig. Og samtalen om sansningen i kunst burde ikke være forbeholdt særligt kvalificerede personer. Tiemensmas pointe er at alle kan sanse smagen af en kage og nyde det. Bagefter kan vi også alle snakke om oplevelsen og acceptere at det er svært at beskrive og umuligt at have rigtige og forkerte sansninger. Men ikke alle æstetiske udsagn har samme kvalitative niveau. Derfor gælder det om at blive god til at sætte ord på sin smagning ved at udvikle og udvide egne sansningserfaringer. Men som overskriften slår fast er sansning efter Tiemensmas mening ikke læsning – sansning er ikke sort-hvid. Derimod peger Tiemensma på ting vi i undervisningen skal huske på når vi skal tale om æstetisk sansning:

 

Hvilket sprog er det vi bruger til at beskrive vores sansning? – er det aftalebaseret, oplevelsesbaseret eller en faktuel konstatering??

 

Elevernes ufaglige ekspressionsbeskrivelser må opfattes som metaforer på samme måde som eksperters faglige ekspressionsbeskrivelser.

 

Man kan ikke sige til eleverne hvad de skal opleve. Man må være indstillet på en dialog om det oplevede. En dialog, hvor man med fordel kan skelne mellem de personlige følelser et værk skaber og mere generelle følelser.

 

Men hvordan spørger man så som lærer for at facilitere denne dialog? Tiemensma efterspørger åben dialog, en dialogisk ligeværdighed mellem lærer og elev, ”hvor læreren ikke kan kende til elevernes oplevelser, men gerne vil høre, hvad der foregår mellem ørerne på eleverne”. Eller som Tiemensma skriver senere i kapitlet: ”Det handler med Biestas (2017) ord, ikke om, hvad kunst ’siger’ som en stadfæstet og uforanderlig fortolkning, men om, hvad kunst ’gør’”. Det må være en vigtig del af undervisningen i design og billedkunst skriver Tiemensma.

 

Meretes kommentar til Mark Tiemensmas kapitel går på det særlige, at musikelever ofte kommer med en bestemt smag på forhånd. En smag som ensrettes og forstærkes af den måde de fleste lytter til musik i 2023, nemlig på streamingplatforme som Spotify, Tidal og Youtube. Når vi på den måde forledes til kun at lytte til musik, der ligner den vi kender i forvejen ”går vi glip af musikkens alsidige og vidunderlige verden og i et større perspektiv også af forståelsen for forskellige kulturer og tider”. Derfor er det Merets pointe at musikundervisningen i gymnasiet ikke kun skal beskæftige sig med musik vi har lyst til at lytte til. Vi skal beskæftige os med musik på en alsidig måde, både praktisk og teoretisk så eleverne får nuanceret deres musiksmag og ”…lukket ørerne op for den musikalske ensretning…”.

 

Sansninger i musik har også ret, men ikke alle sansninger har efter Meretes mening lige ret. Der er forskel på den umiddelbare oplevelse ”og den oplevelse, en indsigt i musikken og dens kontekst giver.”.  

 

Relevant og interessant er også bogens kapitel om undervisning i kreativitet og skaberkraft i de kunstneriske fag skrevet af Bonnie Bay Andersen. For hvad er kreativitet egentlig? Og hvornår er et menneske kreativt? Og ikke mindst, hvordan kan vi lærere arbejde med at gøre vores undervisning kreativitetsfremmende og ikke kreativitetshæmmende? Således er Andersen også inde på de forhindringer vi møder i en travl hverdag, i et system som til tider efterspørger vægt på rigtige svar, fokus på reproduktion af viden, nedprioritering af elevernes brug af fantasi og forestillingsevne og produkt frem for proces. Kreativitet fremmes ifølge Andersen netop af det modsatte. Det betyder på den ene side at skolen og læreplanerne skal indrettes så kreativitetsfremmende undervisning er muligt, men på den anden side også at vi lærere faktisk skal prioritere det. Bonnie Bay Andersen refererer Lene Tanggaards forskning, hvor hun skriver at ”den værste forhindring for kreativitetsfremmende undervisning faktisk er lærernes indstilling og opfattelse af, hvad skole, undervisning og læring bør være. Og et manglende mod til at afvige herfra”.

 

Men som Andersen også nævner, så rummer de kunstneriske fag og dermed også musik, et stort potentiale når det kommer til at arbejde kreativt, da vi helt oplagt kan veksle mellem teori og praksis. Det tillader både vores faciliteter og læreplaner. Som Andersen afslutter med at skrive: ”bare fordi det er svært , betyder det ikke, at vi skal lade være”.

 

Som jeg skrev indledningsvis, er denne udgivelse ikke en bog man tager frem når man sidder og detailplanlægger sit næste forløb. Det er derimod en bog man tager frem når man af og til vil reflektere over undervisningen i et kunstnerisk fag som musik. Bogen rummer interessante problemstillinger som det nok ikke ville være så skidt ind imellem at tænke over, hvis vi som musikundervisere fortsat vil forsøge at give musikeleverne alt det vi ved faget kan give, med på vejen.