Kære musikkolleger
Jeg hedder Søren Hein Christiansen og er nyvalgt formand for foreningen. Jeg er til daglig ansat på Frederiksberg Gymnasium, hvor jeg her været siden 2002 og underviser i musik og matematik. Jeg har været med i bestyrelsen siden 2010 og har været næstformand i samme periode.
Jeg vil starte med at takke Peter Drenck for det store arbejde, han har lagt i foreningen igennem flere årtier. Peter blev fejret på behørig vis under generalforsamlingsmiddagen, men jeg synes også, at alle andre skal vide, at Peter har lagt uhyggeligt mange timers arbejde i bestyrelsen - ikke mindst som initiativtager til Musikmanisfestet og som formand for Pædagogisk Samarbejdsudvalg. Tak til Peter og velkommen i bestyrelsen til Rikke Schou Hammerum, Greve Gymnasium, Anne Verdelin, Vesthimmerlands Gymnasium og Petur Birgir Petersen, Gefion Gymnasium. Vi glæder os til at samarbejde med jer.
2016 bliver et år, der vil være præget af, at foreningen bliver 75 år. I den forbindelse planlægger vi et jubilæumskursus den 26.-28. oktober, der afsluttes med et brag af en fest fredag den 28. oktober, hvor det er vores intentionen at få jer alle til at dukke op. Kursets indhold har fokus på den skriftlige disciplin, og vi har forsøgt at skrue et program sammen, som kan tilfredsstille selv den mest kritiske musiklærers ønske om at få noget brugbart med hjem fra et kursus. Vi har bl.a. lokket Tobias Trier, Chris Minh Doky og Phillip Faber til at komme og instruere egne arrangementer, der alle har det benspænd, at første del af arrangementet skal kunne give et 12-tal til eksamen efter gældende regler i hhv. pop/rock-, jazz- og vokalarrangement. I kan læse mere om programmet og tilmelde jer kurset på www.gymmus.dk > Kurser > Jubilæumskursus.
Vi arbejder også på at få opdateret vores forenings historie, så skulle I ligge inde med gode faktuelle oplysninger eller gamle anekdoter, der nu tåler dagens lys, så må I gerne sende dem til os. I den forbindelse vil jeg gerne komme med en opfordring til jer alle - vi mangler en redaktør! Bestyrelsen er enige om, at jobbeskrivelsen bestemmes i samarbejde med den/de personer, der har overskud til at påtage sig jobbet. Vi ønsker blot, at der er nogle, der kunne sætte fokus på nogle emner og fremskaffe nogle artikler i ny og næ. Skriv til os, hvis I har lyst til at give en hånd med - vi er meget moderne i bestyrelsen, så vi bruger naturligvis også Whistleblowers, hvis der nogle, der kender nogle ;-)
Til den lidt mere alvorlige del kan jeg fortælle, at man i løbet af foråret vil arbejde videre med en reform af ungdomsuddannelserne. Noget tyder på, at man får AA studieretninger på STX, og den tidligere regerings oplæg med 4 hovedindgange - en naturvidenskabelig, en samfundsvidenskabelig, en sproglig og en kreativ er heller ikke utænkelig. Dette vil i givet fald kunne styrke musik A. Mht. HF har man snakket om fagtrængsel, og det obligatoriske kreative fag er blevet vendt. Hvis det samtidig bliver således, at HF i højere grad skal tiltrække de studerende, der gerne vil læse korte- og mellemlange videregående uddannelser, vil det være stærkt kritisabelt at fjerne det kreative fag fra fagrækken på HF. Det er netop i jobs som pædagog og lærer, man har brug for musik! Jeg vil derfor opfordre jer til at nævne vigtigheden af musik som fag, indtil stormen har lagt sig. I forsøget på at dæmme op for de ”kreative” ideer blandt politikerne, har vi i bestyrelsen søsat et koncept, der kan sætte lidt fokus på vigtigheden af musik. Vi vil få kendte personer, der har haft musik A, til at fortælle om deres gymnasietid og om, hvad musik har betydet for dem. Dette er også en fin optakt til vores jubilæum. De første artikler dukker op omkring 1.februar. Har du haft en elev på musik A, der er offentligt kendt - gerne som andet end musiker, så hjælp os - skriv til Anne-Mette Christiansen annemetteappel@gmail.com, så I kan aftale nærmere og måske lokke vedkommende til at skrive en lille artikel.
Med ønsket om en rigtig god jul og et godt nytår
Kærlig hilsen Søren Hein Christiansen
P.S. Husk at sætte kryds i kalenderen den 28.10 2016!
|