Først og fremmest håber jeg, at I har haft en rigtig god sommerferie! I bestyrelsen har vi nydt ferien og er nu klar til at kaste os over 2 store begivenheder, nemlig debatten omkring de nye læreplaner samt vores store Jubilæumskursus og -fest.
I bestyrelsen nåede vi dårligt at sunde os over gymnasieforliget, før nye problemer opstod. I forliget omkring HF og det praktiske/musiske fag havde man ikke tænkt over, at idræt ikke er et eksamensfag på HF, mens de øvrige fag er! I samarbejde med de øvrige faglige foreninger er det lykkedes for os, hen over sommerferien, at få ændret på dette åbenlyse problem. Ministeren selv har meddelt, at de agter at gøre idræt til et eksamensfag på HF, så alle fag bliver sidestillede.
Så er der en vigtig ting, som I alle bør gøre jeres ledelse opmærksom på, hvis I er på en STX skole. Ministeriet fjerner nogle bindinger på studieretningsfagene, så det er muligt at samlæse studieretningshold. Et eksempel: Det er muligt at have 5 MU/MA elever i en MA/FY klasse og 8 MU/EN elever i EN/SA klasse og så samlæse de 13 MU elever på ét hold. Man kan altså lave to papegøjeklasser, uden at det koster mere end hvad én papegøjeklasse ville koste. Det er en oplagt chance til at få oprettet et MU hold på de skoler, som ikke har kunnet gøre det tidligere. Man bør derfor opfordre sin ledelse til både at udbyde en MU/MA og en MU/EN studieretning!
Arbejdet med de nye læreplaner går meget snart i gang, og selvom musikbestyrelsen ikke direkte sidder med i lærerplansgruppen, så vil vi gerne gøre vores indflydelse gældende. Vi holder et bestyrelsesmøde den 1/9, hvor vi vil diskutere emnet. Input til vores drøftelser skal især komme fra jer, og derfor har musikbestyrelsen oprettet en tråd på Facebook og en på Skolekom, hvor I alle opfordres til at skrive jeres ideer ind og diskutere for og imod. Det er ikke vores indtryk, at den nye reform kræver store ændringer i læreplanerne, men det er nu vi har chancen for at få ændret på de ting, som ikke fungerer optimalt ifht. indhold og eksaminer.
I håbet om at I er kommet rigtig godt i gang og giver jeres indspark til læreplansjusteringerne via Facebook og Skolekom ønsker bestyrelsen jer et rigtig godt skoleår - om ikke før, så ses vi til Jubilæumsfesten i oktober ;-)
Kærlig hilsen
Søren Hein Christiansen
|