Du modtager denne nyhedsmail, fordi du er medlem af Gymnasieskolernes Musiklærerforening Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

Kære medlemmer

 

Dagsorden til:

Generalforsamling i Gymnasieskolernes Musiklærerforening

den 27.oktober 2017 kl.19.00

(Sted: Skanderborg Park, Skovsvinget 10, 8660 Skanderborg)

 

  1. Valg af dirigent

  2. Formandens beretning(Se længere nede i dokumentet)

  3. Regnskab

  4. Opstilling og valg af bestyrelsesmedlemmer*)

  5. Valg af revisor og revisorsuppleant**)

  6. Valg af redaktør***)

  7. Indkomne forslag

  8. Evt.

 

*) Der skal vælges 4 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter til bestyrelsen. Følgende fra bestyrelsen er på valg: Anne Verdeling (ønsker genvalg), Rikke Hammerum (ønsker genvalg), Petur Petersen (ønsker genvalg) og Rikke Juel Enemærke (ønsker ikke genvalg).

**) Jørgen Dejgaard vil gerne fortsætte som revisor

 

***) Ida Klitgaard Lassen ønsker genvalg og Dea Diemar vil gerne fortsætte i redaktionen

 

Formandens beretning 2017

Formandens beretning 2017 starter ved generalforsamlingen 2016, som blev afholdt på Frederiksberg Gymnasium ifm. jubilæumskurset. Det er nok den bedst besøgte generalforsamling i årtier, og det var skønt at drøfte foreningens arbejde med så mange musiklærere. Det giver et kick og en lyst til at fortsætte bestyrelsesarbejdet, så tak til alle jer der mødte op! En glædelig ting, som kom ud af generalforsamlingen var, at Ida Lassen fra Fåborg Gymnasium meldte sig som redaktør for musikbladet. Siden da er Dea Diemer fra Tårnby Gymnasium gået med ind i redaktionsarbejdet, samt Petur Petersen fra Gefion Gymnasium, som er bestyrelsens repræsentant i redaktionen. De 3 har i løbet af 2017 fået genoplivet musikbladet i elektronisk form og tusind tak for det!
 
Den nye bestyrelse holdt sit første møde midt i november. Her var fagkonsulent Uffe Engholm til stede, og vi drøftede udkastet til den nye læreplan. Man drøftede også behovet for kommende kurser med Uffe. Der ville blive sat fokus på den nye reform og de nye tiltag i læreplanen, hvilket bl.a. skete med en C-niveau konference i august 2017 og et A-niveau kursus i oktober 2017(Generalforsamlingskurset). På bestyrelsesmødet i november valgte man Lars Bach Hansen fra Marselisborg Gymnasium som ny næstformand for foreningen -velkommen til Lars.
 
Næste bestyrelsesmøde blev afholdt på Rockmuseet i Roskilde i slutningen af februar. Her blev der drøftet en ny regionsstruktur i foreningen, som efterfølgende blev sendt i høring i regionerne og vedtaget på bestyrelsesmødet i maj. Bestyrelsen blev også enig om, at man ville gøre noget aktivt for at lave et reklamefremstød for musikfaget, med det hovedformål at få flere elever til at vælge musik A. Man kontaktede et PR-firma, men efter nogle indledende drøftelser med firmaet og nogle musikelever blev man enige om at lave en musikvideokonkurrence blandt vores egne elever, da de åbenbart er de bedste ambassadører for vores fag. Denne konkurrence blev afviklet i august/september 2017 og skulle der være nogle, der ikke har set vindervideoerne, kan man klikke ind på: https://www.youtube.com/watch?v=sjFcR5DWKBw&list=PL8j6sZnyggqE1TE6zMHOWSAZVUN0tpY4N
 
Bestyrelsesmødet i Aarhus senere i foråret blev i høj grad et arbejdsmøde. På mødet besluttede man sig også for at droppe planerne om et udenlandskursus og i stedet arbejde for et internatkursus i Danmark i uge 9 i år 2019. Man ville også arbejde videre for, at der blev udbudt 2 Reaper-kurser i efteråret 2017. Begge Reaper-kurser blev heldigvis til noget og fandt sted på hhv. Roskilde Gymnasium og Rosborg Gymnasium i september 2017. I den forbindelse skal der lyde en stor tak til Anne-Mette Christiansen fra Vordingborg Gymnasium, som gang på gang formår at arrangere vellykkede kurser for foreningen. Man fik også søsat et Musescore-kursus, som tilbydes til alle de regioner, der ønsker at inkludere det i et regionsmøde. Kontakt din regionsrepræsentant, hvis du vil høre mere om mulighederne.
 
FIP(Faglig Udvikling i Praksis) mødet i august på Mulernes legatskole havde Musik C som emne og blev et stort tilløbsstykke. GLE og UVM stod denne gang for både det praktiske og indholdsmæssige, og det betød at bestyrelsen kunne bruge kræfterne på at holde møder bl.a. med fagkonsulenten og regionsrepræsentanterne. Da FIP møderne er en publikumsmagnet, blev bestyrelsen og Uffe Englund enige om, at man ville sørge for at koordinere de fremtidige FIP møder, så der både bliver nogle FIP aktiviteter, men også nogle foreningsaktiviteter af faglig og social karakter. Jeg vil skynde mig at sige tak til Uffe for din lyst til at samarbejde med foreningen, og tak for det store arbejde du har lagt i at få skrevet nye læreplaner. Vi er mange, der er glade for, at vi har haft en så kompetent og passioneret person ved roret ifm. at dette arbejde skulle udføres.
 
Ift. hvad vi lovede jer sidste år, blev der ikke så meget fokus på Materialebanken i 2017, og der blev heller ikke søsat et udenlandskursus, men nogle gange må man erkende, at tiden sejler èn et andet sted hen, end man havde regnet med. Vi håber dog, at det arbejde bestyrelsen har udført alligevel har fundet glæde og anvendelse for jer derude.
 
Til sidst skal der lyde en stor tak til bestyrelsen for det kæmpe arbejde, I har lagt i musiklærerforeningen. Det er utroligt, at det er lykkedes jer at afsætte så mange timer og dage til at mødes, svare på mails etc. -specielt i disse tider, hvor besparelser og ekstra hold skyller ind over os alle sammen; Lad os håbe at det snart får en ende!Hvis du er nået så langt som til slutningen af beretningen, så er der også en chance for at du kigger forbi Skanderborg Park til vores årlige generalforsamling(se info nedenfor). Jeg håber Vi ses den 27.10 ;-) 
 
De bedste hilsner
 
Søren Hein Christiansen
Formand for Gymnasieskolernes Musiklærerforeningen 
 

Generalforsamlingskurset den 27.oktober 2017

Praktiske oplysninger vedrørende generalforsamlingskursus fredag d. 27/10 
 
Sted: Skanderborg Park, Skovsvinget 10, 8660 Skanderborg. 
 
Programmet ser nu således ud:

12.00 – 13.30
Ankomst og Frokost

13.30 – 14.30
Anders Aare præsenterer sin nye bog, Musikteori - på video

15.00 – 17.00
A-niveau v. Uffe Englund: Fokus på den kommende skriftlige prøve i musik A (herunder udformningen af prøven og evalueringskriterierne nærmere) samt overgangen til netprøver, sommeren 2018

17.30 – 19.00
Aftensmad

19.00 – 20.30
Generalforsamling (Er gratis og kræver ikke tilmelding)

 

 

Problemer?

Hvis du som medlem har problemer med gymmus.dk, nyhedsmail e.l., er du altid velkommen til at kontakte ordstyrer@gymmus.dk - eller skrive til os via gymmus.dk > Kontakt
 

Hjælp til selv-hjælp - fx logon

gymmus.dk > Hjælp
 

Kalender

Gå til Kalender
 
 

Overblikket

 
Gymmus.dk
 
Gymmus på Youtube
 
Facebook officiel side
 
Facebook medlemsgruppe
 
Facebook PRIMUS gruppe