Du modtager denne nyhedsmail, fordi du er medlem af Gymnasieskolernes Musiklærerforening Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

Kære medlemmer

Det er snart længe siden, I har hørt noget fra os i Musiklærerforeningen, og i mellemtiden er der sket en del, vi skal berette om. Lad os derfor starte med den bedste nyhed: Tallene for antallet af elever, som har valgt musik på A-niveau! I 2016 var det 6.6% af eleverne på 1.årgang, der valgte musik-A, i 2017 er det 10.2% - det er en stigning på 55%! Hvad ville være mere oplagt end at rose os selv for arbejdet. Alle jer, som har kæmpet en endeløs og opslidende kamp for at få musikelever nok til en studieretning med musik-A er skyld i, at vi forhåbentlig kan se frem til en tid, hvor musik bliver mere udbredt på de enkelte gymnasier. Den negative spiral med færre og færre musikelever er vendt, og vi satser på, at vi kan holde kadencen oppe, så vi også får flere musikkolleger i de kommende år.

 

 

Sangskriverkursus

Der er flere gode nyheder! I rækken af kurser, der snart kommer på tapetet, skal vi først nævne vores sangskriverkursus. Vi har fået to legender indenfor sangskrivning til at strikke et kursus sammen til os. Der er tale om Annette Bjergfeldt, som er forfatter til bogen ”Kongebog for sangskrivere” og sangeren/sangskriveren Karen Sangvin, som har flere egenproduktioner bag sig og har drevet en skole for sangskrivere. De to er et fantastisk makkerpar og har lovet at lave et kursus for gymnasielærere, hvor der også er fokus på værktøjerne og evaluering af sangskriverprojekter, så vi forhåbentlig bliver i stand til at bruge sangskrivning til eksamen. Kurset finder sted fredag den 6. april 2018, men skynd jer at melde jer til, da der kun er plads til 25 kursister. Tilmeldingen foregår via Gymmus.dk under kurser eller ved at trykke her: tilmelding til sangskriverkursus
 

Øvrige kurser

Vi lægger op til en større sammenkomst blandt musiklærere i slutningen september - nærmere bestemt den 27. - 28. september 2018. Den 27. september er der FIP-kursus i musik, og efter FIP-kurset tager Musiklærerforeningen over med en generalforsamling, en god middag og forhåbentlig også en hyggelig fest. Fredag formiddag sørger vi for at fortsætte programmet med en faglig høj kvalitet, så I ikke bliver hængende forgæves. Nærmere information følger, når tilmeldingen er gjort aktiv, men sæt allerede nu kryds i kalenderen den 27. og 28. september 2018.
 
Vores andet store projekt bliver internatkurset på Brandbjerg Højskole i uge 9 i 2019. Kurset kommer til at løbe fra den 26. februar til den 1. marts, og indholdet vil være en blanding af praktiske og teoretiske emner. Det vil ligne de tidligere Ry-kurser, men med en del nye kursusundervisere, der forhåbentlig kan give jer noget faglig inspiration. Dette kursus vil I også høre nærmere om i løbet af foråret, når tilmeldingen starter, men bemærk jer allerede nu datoerne 26/2-1/3 i uge 9 2019.
 

Udviklingsprojekter

Musiklærerforeningen har søgt ministeriet om tilskud til tre forskellige udviklingskurser og alle tre ansøgninger er blevet godkendt af ministeriet. Det først udviklingskursus handler om nye produktionsformer indenfor musik. Anne-Mette Christiansen fra Vordingborg Gymnasium og jeg har været til møde med Anders Reuter og Inger Damsholt fra Københavns Universitet, og der tegner sig et billede af et kursus, der peger i retning af at lære og forstå, hvordan musik produceres i dag. Forhåbentlig fører projektet både til, at vi kan arbejde lidt mere professionelt med elevernes egenproduktioner af musik, men forhåbentlig udvikles der også nye værktøjer til at håndtere analyse af moderne musikproduktioner. Kurset bliver nok tidligst udbudt i 2019, men det bliver interessant at følge Anders Reuters arbejde i den kommende tid, da han netop er ved at skrive en ph.d afhandling om emnet.
 
Det andet projekt vi har fået penge til er et udviklingsprojekt, der skal kigge på skriftlighed i musikfaget. Her tænkes der primært på SRO/SRP-skriftlighed. Arbejdet med dette er ikke startet endnu, men Anne-Mette Christiansen er tovholder på projektet, så det er i gode hænder. Hvis man har idéer og/eller gode råd, er man velkommen til at kontakte Anne-Mette: ac@vordingborg-gym.dk.
 
Det sidste projekt er et tværfagligt projekt, som musik- og matematiklæreforenigen er fælles om. I erkendelse af, at studieretningen musik-matematik er blevet mere udbredt, er der opstået et behov for at kigge på samarbejdsmuligheder imellem de to fag. Kåre Petersen fra Aarhus Statsskole, Rune Lauesen fra Svendborg Gymnasium, Thomas Meesenburg fra Gefion Gymnasium, Anders Keiding fra Sankt Annæ Gymnasium og jeg selv skal mødes i løbet af marts måned. Forhåbentlig kommer der en inspirationsdag og nogle materialer ud af samarbejdet, som alle kan få glæde af.
 
 
 

Nyt fra bestyrelsen

Til sidst skal jeg informere om vores bestyrelsesmøde i januar, hvor vi konstituerede os. Jeg blev genvalgt som formand for foreningen. Anne Verdelin fra Vesthimmerlands Gymnasium & HF blev valgt som ny næstformand efter Lars Bach Hansen fra Marselisborg Gymnasium, som fortsætter i bestyrelsen, men som pt. har orlov. Jesper Fjord fra Holstebro Gymnasium & HF blev genvalgt som kasserer, og Rikke Schou Hammerum fra Greve Gymnasium fortsætter som sekretær. Vi har også fået et nyt medlem i bestyrelsen. Det er Bjørn Bølling Nyholm fra Rønde Gymnasium -velkommen til Bjørn. Han afløser i øvrigt Rikke Juel Enemærke fra Sankt Knuds Gymnasium, som vi tog pænt afsked med til generalforsamlingen i Skanderborg i oktober. Jeg vil godt have lov til at gentage, at vi har været meget taknemmelige for det kæmpe arbejde, Rikke har lavet for foreningen igennem flere år. Det er hende, der har digitaliseret musiklærerforeningen - både Facebook, Gymmus, youtube-kanalen og Materialebanken kan tilskrives hende. Rikke fortsætter med at være konsulent for os, så vi har stadigvæk en livline, hvis vi får problemer. Det er vi rigtig glade for, men vi kan også glæde os over, at både Bjørn og Jesper har teknisk snilde og allerede nu har godt styr på vores elektroniske platforme, så vi ikke går helt i stå, nu hvor Rikke ikke er med i bestyrelsen længere.  
 
Det var en ordentlig omgang. Jeg håber, I nåede igennem og ikke fortrød gennemlæsningen:-)
 
De Bedste hilsner
Søren Hein Christiansen, Formand for musiklærerforeningen
 
 

Efteruddannelse på det Jydske musikkonservatorium

Det Jyske Musikkonservatorium er førende inden for ledelse af rytmisk vokalmusik og har bl.a. Danmarks eneste professorat på området.
 
Udover ordinære uddannelser i Rytmisk Korledelse udbyder konservatoriet også videre- og efteruddannelser i faget, der retter sig mod lærere og musikundervisere samt pædagoger og andre med en mellemlang, videregående uddannelse eller tilsvarende kvalifikationer samt mindst 2 års relevant erhvervserfaring.
 
Se en samlet præsentation af diplom-og masteruddannelsen samt af inspirationskurserne her:https://www.musikkons.dk/index.php?id=3970   
 
Bemærk at ansøgningsfristen er den 16.april 2018!
 
Med venlig hilsen
Klaus Møller-Jørgensen
Informationsmedarbejder / Public Relations CoordinatorDet Jyske Musikkonservatorium / Royal Academy of Music Aarhus/Aalborg
 

Problemer?

Hvis du som medlem har problemer med gymmus.dk, nyhedsmail e.l., er du altid velkommen til at kontakte ordstyrer@gymmus.dk - eller skrive til os via gymmus.dk > Kontakt
 

Hjælp til selv-hjælp - fx logon

gymmus.dk > Hjælp
 

Kalender

Gå til Kalender
 
 

Overblikket

 
Gymmus.dk
 
Gymmus på Youtube
 
Facebook officiel side
 
Facebook medlemsgruppe
 
Facebook PRIMUS gruppe