Du modtager denne nyhedsmail, fordi du er medlem af Gymnasieskolernes Musiklærerforening Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

Kære alle

I går døde vores alle sammens fagkonsulent, Uffe Englund. Han måtte overgive sig til canceren efter et sygdomsforløb, der ikke engang varede et år. Uffe sov stille ind på Hospice Sjælland tirsdag morgen.
 
For under to måneder siden oplevede vi Uffe som den nærmest perfekte fagkonsulent. Vi så ham med overskud give af sig selv. Vi mærkede, hvordan han både fagligt og menneskeligt, omfavnede os alle og guidede os sikkert og kompetent i de nye læreplaner. Uffe var fuldt bevidst om de noget sorte udsigter i forhold til sin kræfttype, men troede til det sidste på, at han kunne blive hos os i lang tid endnu. Valget om at gennemføre FIP-kurset under sin delvise sygemelding, vidner om hans menneskelige overskud og ønsket om at give musikfaget alt det, han kunne.
 
I mit samarbejde med Uffe, hvad end det drejede sig om kurser, bestyrelsesarbejde eller i faglige fora, fremstod han altid empatisk, kompetent, lyttende, handlingsorienteret og med fokus på, hvad der var gavnligt for flest. Dette billede havde de også af ham i opgavekommissionen og på hans arbejdsplads på Sankt Annæ Gymnasium.
 
Kun et par måneder før Uffe sov ind, indledte han to bogprojekter. Et for Musik-B og et for Musik-A. Begge dele nåede han ikke at færdiggøre. Den første studenter-årgang undervist efter de nye læreplaner, som Uffe var arkitekten bag, nåede han heller ikke at opleve. Uffe gik til arbejdet med læreplanerne, med stor glæde og virkelyst -et arbejde, der for de fleste, ville være uoverskueligt stort og kompliceret, fremstod for Uffe, som noget der var spændende og sjovt.
 
Det er uvirkeligt og uforståeligt, at Uffe ikke er her mere. Jeg deltager i bisættelsen på foreningens vegne. Tidspunktet for bisættelsen er endnu ikke kendt, men det bliver meldt ud på Facebook. Uffe efterlader sig sin hustru og 3 døtre.
 
Æret være Uffes minde!  
 
For en god orden skyld skal det nævnes, at Thomas Hammer er blevet udnævnt til fungerende fagkonsulent og at stillingen som fagkonsulent i musik, drama og dans, vil blive slået op, men formentlig først i det nye år.  
 
Kærlig hilsen
Søren